Du må godt sige nej
De fleste kender følelsen af igen at være kommet til at sige ja til noget, man egentlig ikke rigtig har lyst til. Du observerer et nikkende smilende hoved, der høfligt siger ja, imens hele dit indre skriger NEJ. Er du typen, der igen og igen påtager dig for meget, har du svært ved at sige nej, og føler du tit du kommer til at give for meget af dig selv og ender drænet og udkørt. Er du hende, der så længe du kan huske har sagt ja til alle andre end dig selv? Så læs med herunder.
I min kommende bog “Kvinder Der Tør” skriver jeg bl.a. om det, jeg kalder superwoman-syndromet. Kort beskrevet er det kvinden der klarer alt, ser alt, sørger for alt og ER alt. Den bedste kollega, bedste veninde, mor, kone, nabo osv. Hende der altid “har” overskud til både karriere, yoga og efteruddannelse. Altid står til rådighed når andre har brug for hende, og som på magisk vis også altid lige når at lave speltboller og hjemmelavet granola. Du kender hende også for altid at melde sig til at købe værtindegaven på vej hjem fra arbejde, pakke skidtet ind i silkepapir og æstetiske sløjfer. Hun lægger også lige hus til fødselsdagsfest for 25 unger og forældre, laver selv skattejagten og bordkortene… skrevet i hånden, jamen for fan! Hun er dårlig til at bede om hjælp og har svært ved at sige nej til både andre og hendes egne høje forventninger.
Vi værdsætter og beundrer alle, hvordan hun mon gør alt dette uden at drukne. Hvor det i virkeligheden er lige præcis det, vores kære superwoman er tæt på, at drukne. Drukne i egne forventninger om at være alt og nå alt. Hun har påtaget sig rollen som hjælperen, der giver hende en følelse af værdi og mening. Ubevidst føler hun dybt inde, at hun kun har værdi, så længe hun er i gang og kan være noget for alle andre. Denne kvinde ønsker at være et godt menneske, føler en pligt for at tage hensyn til alle, men drømmer inderst inde om anerkendelse for sin styrke og håber hemmeligt, at andre vil være det samme for hende. Hun kan være bange for at skuffe andre, hvis hun prioriterer sig selv. Vi kender alle en af disse “superwomen” eller genkender måske dele af hende i os selv.
Denne livsstil resulterer desværre tit i, at vores kære kvinde på et eller andet tidspunkt brænder ud, bliver ked af det indeni, fordi omsorgen til hende selv er blevet negligeret for længe. Hun er i stor fare for at gå ned med stress. Det kan vise sig både mentalt eller i form af en fysisk skade, når kroppen og sindet råber på ro og opmærksomhed.
Det usunde ved at drysse om sig med JA’er til alle er, at man let kan komme til at tilsidesætte egne følelser, behov og mål. Når alle får et ja, bliver man igen og igen nødt til at sige nej til sig selv for at få regnestykket til at gå op. Der opstår en ubalance, der kan dræne din indre kerne og langsomt slukke dit eget lys.
Jeg vil lige pointere, at jeg på ingen måde promovere egoisme eller fraråder næstekærlighed. Jeg elsker at du viser empati, at hjælpe andre er utroligt givende. Det er ikke fordi, du pludselig skal sige nej til alle. Min pointe er at få dig til at reflektere over hvem, hvad og i hvor høj grad du siger ja til andre i forhold til dig selv. For at leve et liv der er dit, skal du have mulighed for at lade op og fylde dig selv med den kærlighed, du konstant giver alle andre. Det hele ligger som så meget andet i balancen.
Ubevidst for denne type kan det at sige nej indebære en frygt for ikke at slå til, ikke være god nok, stærk nok, ordentlig nok. En grundlæggende frygt for ikke at være det “gode menneske” der har værdi og derfor har fortjent at blive elsket. Så vores kvinde knokler til hun segner uden at få stoppet op.
Man går på kompromis med sig selv for at bibeholde freden i familien, roen på arbejdspladsen eller føler ansvar for den fælles harmoni. Man har måske lært “don’t rock the boat”, fyld ikke for meget og sørg gerne for at alle omkring dig har det godt. Mellem linjerne har man opfanget, at man helst må gå på kompromis med sig selv, sin tid og sine planer. Dette kan blive til en overbevisning, der kan være utrolig hård at leve op til.
Når man siger ja til sig selv og begynder at være mere selektiv omkring, hvem der får vores ja, og hvem der får vores nej, åbner det for potentialet for mere glæde, fordi vi på ny kan tilvælge og prioritere os selv.
Et nej er tit et JA til dig
Du er selv ansvarlig for at praktisere dit nej og sætte grænser. Grænser er en slags usynligt hegn, der definerer her til og ikke længere, og hvordan du ønsker at blive behandlet og ønsker at leve. Vi skal huske på, at vi ikke er ansvarlige for, hvad andre folk tænker og konkluderer, når vi siger vores nej. Vi skal stole på vores intuition om, hvad der føles rigtigt og forkert. Vi må droppe skyldfølelsen og den evige rejse væk fra os selv, der sker, når vi konstant går på kompromis med os selv.
Du behøver ikke at være en kælling for at sige nej, sige fra og sætte grænser. Nogle gange glemmer vi, at jo mere vi afstemmer og har rene linier for andre (børn, familie, kærester, kolleger osv.) jo nemmere er det for dem at navigere rundt om os med respekt og omsorg. At vide hvor de har os, giver også dem noget ro og giver dig plads til at være dig. Du kan sagtens være rar og tage hensyn til de mennesker omkring dig og stadig sige nej. Det kan lyde groft, men vi skal nogen gange huske på, at vi ikke skylder andre vores ja. Det er noget, vi vælger at give dem - der er en stor forskel.
En vigtig pointe er at få kigget på vores ja og nej, og ikke lade vores svar gå på autopiloten. På den måde kommer der mere intention bagved det vi gør.
Der findes to slags “afhængigheder” i dette scenarie.
Den du selv har fået skabt som “giver, hjælper og ja kvinde”. Det kan give dårlig samvittighed at ophæve denne rolle - alle er nu blevet vant til, at du er den, der siger ja. Den anden afhængighed er den du mærker, når andre anerkender dig. Det kan være blevet en slags fix for giveren og den der altid siger JA, når andre roser dig for din uselviske måde at være til i verden. - Husk du har fortjent dit eget ja.
6 nej’er du kan øve dig i:
Jeg har en tætpakket kalender og må desværre takke nej (læs: jeg har en vigtig aftale med mig selv). Men tak fordi I tænkte på mig og tog jer tiden til at skrive. Er sikker på det bliver en fantastisk fest. De bedste tanker herfra. Drop lange søforklaringer om hvorfor du ikke kan
1000 tak for tilbuddet. Jeg skal lige tjekke min kalender, lad mig vende tilbage til dig. På den måde kommer du ikke til at svare automatisk ja af gammel vane. Du har nu mulighed for at reflektere over, om det er rigtigt for dig, eller om du skal andet vigtigt.
Er taknemmelig for invitationen, det lyder super hyggeligt. Kan mærke at jeg efter en travl tid mest har behov for lidt ro og ikke for mange aftaler. Håber og ved du forstår. Men hey lad os finde en dag inden længe hvor vi kan ses. De bedste tanker herfra
Jeg vil rigtigt gerne hjælpe dig, er lidt travl denne uge, men hvordan ser næste uge ud?
Jeg ved jeg plejer at tage mig af dette, men er det muligt at du kan hjælpe mig. Jeg stoler på dig, og ved du vil gøre det godt.
1000 tak for din mail, er desværre forhindret i at deltage. Men lad os koordinere et muligt møde i den nærmeste fremtid. Jeg kontakter dig i næste uge og ser frem til at mødes.
Når du praktisere dit nej, vil du tit observere at blive mødt med forståelse og omsorg. Det er dog også her, du kan skille fårene fra bukkene og finde ud af, hvem der ønsker dig det bedste. Dem der kender dig har de bedste intentioner og ønsker kun, at du er glad. Husk at tiden du prioriterer til dig selv tit er selvpleje og en investering i dig selv og din fremtid.
Reflekter over:
Husk det er ikke selvisk at prioritere tid til dig selv, tværtimod. Når du nærer din egen kilde først, får du nemlig helt automatisk mere overskud og energi - også til dem du holder af.
Tænk over om andre er blevet afhængig af dit “ja”? Føler du i for høj grad, at du er gået på kompromis med dig selv? Er der en ny balance at finde i dine relationer? Har det at sige ja til alle og nej til dig selv haft konsekvens for dig og dem du har nær?
Er der noget, du allerede nu kan gøre for at blive bedre til at sige ja til dig selv og praktisere mere selvkærlighed?
Hvad lærer du andre, evt. dine børn, ved at sige ja når du mener nej. Hvad sker der, når du endelig siger nej på en god måde, der føles rigtig og sand for dig. Hvordan føles det?
Hvad er det værste, der kan ske, når du siger nej tak? Tænk over hvorfor du siger ja, så dit svar ikke bliver automatisk, men er noget du lige tager et minut til at reflektere over.
De mennesker der vil dig det bedste vil altid støtte dig i det, der er sundt og kærligt for dig. Observer hvem der støtter dig, også når du siger pænt nej til noget I evt. “plejer”.
Hvis du kendte en kvinde, der gjorde så meget for andre, ville du så ikke synes hun havde fortjent at være noget for sig selv? Har du ikke fortjent det samme?
AVISKLUMMEN COACHEN · FYENS STIFTSTIDENDE
af Trine Ebsen
Certificeret coach og foredragsholder
Kommende forfatter til bogen "Kvinder der tør".
Comentarios